06/06-2007 | Otto Andersen

Reboot 9.0, den ringeste Reboot til dato?

Var Reboot 9.0 den ringeste til dato, den “tyndeste”, eller har jeg bare misforstået det hele..?

Første ankepunkt er websitet, som det var utrolig svært at finde informationer på, og hvor det var svært at se formålet med flere af de funktioner, der var kommet til siden sidste år. Kort sagt var sitet så “alternativt” opbygget, at overblik og brugervenlighed var ofret til fordel for et forsøg på at være fremme i skoene. Det må kunne gøres bedre.

Selve programmet på dag 1 startede med Tor Nørretranders, der lagde fint ud. Derefter gik det efter min mening støt ned ad bakke resten af dagen med emner og præsentationer præget af hjemmegjort lommefilosofi, til vi nåede frem til middagen. Her blev dagen til dels reddet af Marius Watz, der formåede at tryllebinde forsamlingen midt under maden med sine visulle konstruktioner og tydelige vision. Flere af hans slags please.

For nu at skære mange følelser og ord ned til noget overskueligt, så vil jeg pointere, at dag 2 var langt bedre end dag 1. På andendagen var der flere gode indlæg, hvor der blev sparket til fordomme, hvor nye ideer blev luftet, og hvor niveauet næsten nåede op på højde med tidligere år.

For første gang (i 8 år) kan jeg ikke sige, at jeg har noget med fra Reboot dagene. Måske bortset fra ærgelse over at have brugt to dage og en bunke penge på at det meste af firmaet deltog. Jeg kan ikke fremhæve en bestemt præsentation (bortset fra Tor Nørretranders) som noget, jeg vil huske. At dømme ud fra de mange deltagere, der tilbragte tid i solen, udenfor Kedelhallen, kan jeg næppe være den eneste med denne oplevelse. Trist og spild af tid.

Af: Otto Andersen
Kategorier: Business

Der er lukket for kommentarer.